www.rum46.dk
Where do you want to go to die?
30 Aug, 2002 -
15 Sep, 2002
Kunstnergruppen Gob Squad
Videoudstilling

Klik på billedet og se flere billeder
Pressemeddelelse
rum46 har den store glæde at præsentere den engelsk-tyske performancegruppe Gob Squads videoinstallation Where do you want to go to die? i vores nye udstillingslokaler i Studsgade 46 Århus C

Fra den 30. august til den 15. september 2002 vil du møde en overrumplende og smuk videoinstallation, som for første gang vises i Danmark. Du vil blive trukket ind i et virtuelt rum, som (blind) passager i en bus, der er på en meget privat rejse – det er næsten som at vågne i en andens drøm. Du kører gennem nattens gader og venter på, at der snart skal ske noget. Bussen stopper, dørene åbnes, passagerne stiger ud og overøser sig selv med champagne, barnligt hoppende med dumdristig løssluppenhed til et overvældende soundtrack. Bussen bakker og efterlader passagererne i et ekstatisk billede – og så videre ind i mørket - en ny rejse er begyndt.

I Where do you want to go to die? rejser vi gennem Berlins gader, fra Brandenburger Tor til et industrielt randområde, fra det funklende "nye Berlin" til en usminket benzinstation. Hvert sted bliver et dynamisk bagtæppe for syv bizarre billeder, som hylder overlevelse, personlig opvågnen og skilleveje.

Music was my first love
And it will be my last
Music is the future
And music is the past

Gob Squads performances/videoinstallationer undersøger ofte et felt mellem pop-kultur og dagligdagsrutiner. De konfronterer angst og ensomhed med idealistiske (Hollywood)forestillinger om, hvordan livet skal leves. Kort sagt handler mange af deres værker om søgen og iscenesættelse af identitet. Om drømme, længsler, håb og flossede forestillinger om det levede liv. Gob Squad spidder det 21. århundredes virtuelle-voyeurisme præcist, når de humoristisk mimer reality shows som Big Brother. Verden er en skærm af overfladeprojektioner, hvor udfordringen er at kigge på og ind i sig selv - endnu engang - og overveje om rejsen skal ændre retning.

Baggrund
Den engelsk-tyske performancegruppe Gob Squad består af Sean Pattern, Simon Will, Liane Sommers, Sarah Thom, Alex Large, Berit Stumpf og Johanna Freiburg. Gruppen mødtes på Nottingham Trent University, hvor de syv medlemmer studerede visuel kunst og performance. Siden 1994 har gruppen skabt ni projekter under overskriften: 'experimental and entertaining live art'. Projekterne forholder sig ofte til dagligdagsrutiner og storbylivet iblandet elementer fra pop-/massemediekulturen.

Fernisering: fredag den 30. august kl. 17.00. Åbningstid: hver dag fra kl. 13-17 i perioden 30/8 til 15/9 2002.
Foredrag: torsdag d. 5. september kl. 13.00 taler to medlemmer fra Gob Squad om Where do you want to go to die? samt om gruppens øvrige produktioner på Det Jyske Kunstakademi i Mejlgade Århus C.

Med venlig hilsen rum46

For yderligere information kontakt venligst Grete Aagaard: 86187243 eller Anja Raithel: 86182090.
Tak til Fredgaard, Østergade i Aarhus for udlån af udstyr. rum46 er støttet af Aarhus kommunes kulturpuljer.

NB. BEMÆRK RUM46´S NYE ADRESSE: STUDSGADE 46, 8000
ÅRHUS C. TLF. 86187243, www.rum46.dk


A mantra for Gob Squads works has been a search for beauty in the everyday and the mundane
Simon Will (Gob Squad)

Gob Squad - hverdagens magiske øjeblikke
Anja Raithel om Gob Squads video- og performancepraksis mellem patos og kitsch

Der er noget ubeskriveligt fascinerende ved Gob Squads performances. På den ene side umådeligt stringent gennemførte sceneshows og på den anden side fyldt med distanceskabende elementer, der gennemhuller og punkterer den fuldendte iscenesættelse. Den engelsk-tyske gruppe Gob Squad trækker i deres performancepraksis på pop-/massemediekulturen og vores dagligdagsrutiner - det trivielle og banale sættes til skue - samtidig med, at de stiller seriøse og selvanalyserende spørgsmål formidlet på en særdeles underholdende måde. De har siden gruppens start i 1994 ofte kombineret deres performance/live-events med medier som radio, video, installation og senest internet.

Where do you want to go to die?
Videoinstallationen "Where do you want to go to die?" (2000, ca. 52 min.) - som vises i rum46 - starter i mørket til lyden af venlige stemmer der snakker, en bils brummende motor og radiostøj. Gradvist dukker billedet af vejen og storbytravlhed op set gennem forruden af bilen. De natmørke gader flyver forbi i hurtig fart og ude af sync med soundtracket. Vi er taget med på en rejse gennem et natmørkt Berlin - måske er vi vågnet i en andens drøm. Passagerernes hverdagslige samtale afbrydes, når vognen stopper - lyden af døre, der glider op. Vi er på en øde tankstation, som bliver baggrundskulisse for den mandlige passager, der  ses i lyset af forlygterne. Han overøser sig selv med champagne - som i en slags vanvittig glædesrus - mens hans totalt nydende udtryk matcher soundtrackets strofe: ´Going up to the spirit in the sky´. Manden forsvinder og efterlades, da bussen bakker. Soundtrack og billede klippes brutalt. Sort skærm og tid til eftertanke. Vi hører igen stemmer, støj fra bilen og langsomt dukker billedet af vejen op, mens passagererne taler om, hvad de skal lave om aftenen og diskuterer, hvilken vej de skal køre, mens publikum måske når at kede sig lidt indtil næste stop.

Et andet stoppested er Zentral Flughafen Berlin, hvor en kvinde bryder ud i gråd, mens nogle spøgelser hopper og danser teatralsk rundt på må og få bagved hende. Hendes triste følelsesudbrud står i kontrast til spøgelserne, som tilfører scenen en kitschet distance. Soundtracket er Queens med strofer so m: "who wants to live forever" "when love must die" "touch my tears with your lips" "and we can love forever". De performative handlinger ledsages af pop-og rockmusik, der øser af de store følelser: kærlighed, død, længsel, forelskelse, det tragiske i at blive droppet, at komme til live igen - vågne op. Pop- og rockhits fra de sidste 30 år, som enhver må nikke genkendende til, og som frembringer et ocean af erindringsbilleder.

Performernes handlinger og det overvældende soundtrack forfører til momentvis nærvær og patos, hvor performernes intense energi strømmer ud mod beskueren og giver et: "I am alive kick" eller en nostalgisk længsel efter at gøre tossede ting, som da man var selvoptaget teenager. Samtidig fremhæves performernes handlinger som iscenesatte, fx hvor en kvinde bevæger sig rykvis med hænderne om nogle serpentinere - som marionetdukkeførerens snore. Det er denne dobbeltoptik af patos og distance, som karakteriserer Gob Squads handlinger.

Filmen får en rytme, hvor den hverdagslige køretur afbrydes af nogle ret følelsesladede og til tider magiske overskudshandlinger - øjeblikke af fuldstændig given sig hen i nuet - mens slowmotion-optagelserne trækker øjeblikket ud. Hvert af de otte stoppesteder på rejsen bliver bagtæppe for en række bizarre billeder/handlinger, som hylder livet i en slags "given sig selv fri" - en rus, der samtidig kan ses som en afskedsgestus. Når bussen bakker, efterlades passagererne i et foreviget billede af øjeblikket. Musik og billede cuttes af - vi rives ud af billedet og oplever ikke et klimaks, men et tab af øjeblikket - er rejsen slut eller begyndt på ny?

Spørgsmålet: Where do you want to go to die? antyder en fornyelse af den slidte metafor  "livet er en rejse", som er blevet en kliché. Livet er en rejse, inkluderer forestillingen om en livscyklus, hvor vi fødes og rejser gennem forskellige livsstadier mod den uundgåelige død. Hvor vi ofte fokuser er på og skaber narrativer i fasen mellem fødsel og død, sætter Gob Squad fokus på en lystbetonet rejse mod at finde det perfekte sted at dø - fra det ikoniske Brandenburger Tor til en snusket Imbiss. Men stedet er egentlig ligegyldigt, det vigtige er ønsket om at dø i et intenst øjeblik, man ønsker varer for evigt. Forholdet mellem døden og fortællingen ses i en psykoanalytisk læsning ofte som læserens lystprægede higen efter fortællingens afslutning.   Det lyst- og ulystbetonede er særdeles sammenvævede i forestillingen om døden. I "Where do you want to go to die?" efterlades vi  i ekstatiske og bizarre billeder - drømmende universer - uden at få en afslutning på historien. For der er ingen historie i gængs forstand, der er et spørgsmål: Where do you want to go to die? Døden kan sammenlignes med ekstasen - en hallucinatorisk tilstand - hvor man er ude af sig selv, og ikke kan adskil le sig selv fra omverdenen. Forestillingen om døden er lige så diffus og ubeskrivelig som ekstasen. Den går over vores forstand og kan kun, som af Gob Squad, indkredses i vanvittige og overvældende øjeblikke, hvor man er så opslugt af nuet, at alt andet er ligegyldigt. En tranceagtig tilstand - en rus, der balancerer mellem at være den største hyldest til livet og den sidste afsked med livet. Banalt formuleret vælger vi ikke, hvor eller hvordan vi dør, vi vælger, hvordan vi vil leve livet hver dag og lige nu.

What are you looking at?
Gob Squads performancestrategi kombinerer det hverdagslige og banale med magiske øjeblikke, der forener patetisk nærvær og kitschet distance. Det er også tilfældet i Gob Squads 3-5 timer lange live-installation "What are you looking at?" , der har været vist bl.a. på Berlin Biennalen (1998) og på Entrés cenen i Århus (2002). Her kunne publikum kigge ind i en glaskube, hvor der tilsyneladende foregik en slags fest. Performerne spiser, snakker, ser tv, viser dias, danser og synger karaoke. Dagligdagsritualer blandes med romantiske klichéer, medrivende poprytmer og kitschede tyske pornofilm. Rytmisk brydes den lange performance op af sekunder, hvor performerne "fryser" som i et snapshot og af sekunder med blackouts, hvor scenen mørklægges, hvilket kan sammenlignes med rytmen i "Where do you want to go to die?". Begge installationer fornægter en gængs fremadskridende handling med klimaks og afslutning for i stedet at fremhæve øjeblikke af magi og kitschet absurditet, som når fx en nostalgisk britisk popsang møder en tysk Schlager.

Performerne er i "What are you looking at?" sat til skue i et akvarieagtigt rum fyldt med rekvisitter (frugt, kager, østtyske souvenirs, et tv, mikrofoner og plasticblomster). Men sceneriet kommer - som pornografien - for tæt på og viser en hyperrealitet, hvor grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed flyder ud. Hvad er planlagt, og hvad er tilfældigt? Selvom deltagerne ifører sig kostumer som punkere, rockstjerner eller afdansningsballets kjole og smoking, skaber det ikke en vanlig scenisk illusion eller indlevelse i personerne. I de korte tidsrum, hvor rummet mørklægges, klæder performerne om, og når de igen træder ind i kuben, har de et nyt outfit og en ny identitetsmaske på. De mange forskellige iscenesættelser tydeliggør og ironiserer over de roller og spejlinger, som massemediekulturen muliggør. Rummets mørklægning kan sammenlignes med teatertæppet, som skjuler sceneskift og betinger den sceniske illusion.  Men her er tale om flere teatertæpper - flere sceniske rum. Når vi som publikum træder ind på scenen, går vi igennem et sort (teater)tæppe, hvilket vil sige, at vi også befinder os på scenen sammen med deltagerne i kuben. Det eneste, der adskiller os og dem, er glaskubens vægge. Vi kan bevæge os rundt om kuben og se på deltagerne fra alle vinkler, der er så at sige ikke noget bag tæppet - alt eksponeres - både vores og deres handlinger. Vores rum og handlinger spejles af og til: Vi drikker øl og spiser chips, mens de drikker vin og spiser frugt. Og hvem ser egentlig på hvem - udstiller vi ligeledes alle vore handlinger for performerne?

I de tidsrum, hvor rummet mørklægges i "What are you looking at?", bliver publikum brutalt konfronteret med deres eget spejlbillede. Hvad glor du på? Er det enkle spørgsmål til publikum. Men spørgsmålet stilles på mange niveauer: Hvilket tv-program vælger du? Hvorfor gider du kigge på et teaterstykke eller en kunstbiennale? Hvad fascinerer dig ved et reality-show, der måske bare imiterer hverdagslivet?

Reality where are you?
"What are you looking at?" spidder det 21. århundredes virtuelle-voyeurisme præcist, når performerne humoristisk reflekterer reality-shows som Big Brother. Gob Squad sætter fokus på tilskueren og voyeuristen. Hvad er det, der giver os et kick af at lure ind i andre folks (iscenesatte) privatliv? Hvorfor har der i de sidste år været et kæmpemarked for disse shows med "almindelige mennesker"? Og er vi selv blevet statister i mediemaskinen?
I "What are you looking at" kommer vi klaustrofobisk tæt på, fordi der kun er en meter mellem os og glaskubens deltagere. Morsomt og skræmmende ubehageligt. Der er ikke nogen udvikling - ingen fremadskridende fortælling. Hvorfor bliver vi hængende, når der alligevel ikke sker noget i traditionel forstand?

Spejlingen og voyeurismen er central. Vi venter på, at de måske dummer sig, at det hele kammer over, men mest af alt er vi fascinerede af disse mennesker, der som aber i et bur, frit og hæmningsløst, kan iagttages. Deres ekshibitionististiske tilbøjeligheder tilfredsstiller vores sultne voyeurisme. Når vi så pludselig konfronteres med vores eget spejlbillede, konfronteres vi med vores egen skuelyst. Det er en pause - et rum for selvrefleksion - ligesom vi i  "Where do you want to go to die"? vågner op, når lyd og billede brutalt klippes. En effekt, der gør opmærksom på vores rolle som tilskuere.

Gob Suads titler er ofte et spørgsmål, der flytter optikken fra "handlingerne på scenen" til tilskuerens refleksion. Gob Squad fortsætter og fornyer en performancetradition, der hverken foregøgler personer med psykologisk dybde eller identitetshistorisk udvikling. De iscenesætter live-tableauer, der via lyd og kostumer fyldes med klichéer og nostalgisk gods, som aktiverer vores følelsesregister og erindringsbilleder. Samtidig påpeger de konstant iscenesættelsen og tematiserer (live-)installationens konstruktion i en ironisk afsøgning af, hvordan vores dagligdagsrutiner, identitet, håb og drømme er på virket af massemediernes typegalleri. På én gang medrivende og distanceret - en indramning af et udsnit af hverdagen mellem patos og kitsch.

Faktabox:
Den engelsk-tyske performancegruppe Gob Squad (Sean Pattern, Simon Will, Liane Sommers, Sarah Thom, Alex Large, Berit Stumpf og Johanna Freiburg)  mødtes på Nottingham Trent University, hvor de syv medlemmer studerede visuel kunst og performance. Siden 1994 har gruppen skabt ni projekter under overskriften: "experimental and entertaining live art". Ofte kombinerer de deres performance/live-events med medier som radio, video, installation og internet. De har siden gruppens start interveneret i det hverdagslige rum ved at bruge indkøbscentre og banegårde som deres "scene". De udfører performances i teatre og på gallerier eller transmitterer live-begivenheder, hvor de fx interviewer lokalbefolkningen til de kunstinstitutionelle rum.
*Gob Squad består p.t. af Sean Pattern, Simon Will, Sarah Thom, Berit Stumpf og Johanne Freiburg.

Tak til Simon Will (Gob Squad) for mailkorrespondance.

Noter:
Brooks, Peter: "Freud´s Masterplot: A Model for narrative", IN: Reading for the Plot. Design and intention in narrative, Havard University Press, Cambridge, Massachusetts & London, 5. Udgave, 1998, pp. 96-102.
Gade, Rune: Staser- Teorier om det fotografiske billedes ontologiske status & det pornografiske tableau, Passepartouts særskriftserie, Århus 1997, pp. 182-192.
Glasboxen er 3x4 m. og lavet af den slags glas, der fx bruges ved psykologiske eksperimenter eller politiafhøringer.



RELEVANTE LINKS