www.rum46.dk
A Classic and an Absolutely New Thing
06 maj, 2014 -
25 Apr, 2004
Nevin Aladag, Ki'wa, Tim Etchells, Michael Mørkholt
En videoudstilling

Klik på billedet og se flere billeder
Pressemeddelelse: A Classic & an Absolutely New Thing
rum46 viser 4 videoværker af unge kunstnere fra ind- og udland. Videoerne leger med vores vante forestillinger om sociale og politiske forhold og stiller dem på hovedet. Der bliver taget udgangspunkt i personlige historier og en iscenesættelse eller insisteren på at udtrykke sig.

I en verden, hvor det kan være svært at definere sin identitet, at finde en grimasse, der kan passe til forventningerne om livet, giver kunstnernes leg med stereotype roller et flertydigt og lettere frisættende potentiale. De "letter" lidt på presset fra de mest kategoriske forestillinger om det gode og rigtige liv. Der er med andre ord tale om performativ videokunst, som med en skæv tilgangsvinkel trækker på ungdoms- og massemediekulturens billeder, og som samtidigt kommenterer disse kulturer på en ironisk eller underspillet humoristisk måde.

Individet og det hverdagslige bliver i værkerne konfronteret med de samfundsstrukturer eller de mekanismer fra massemedierne som vi omgiver os med og indpasser os efter i det moderne samfund. Kunstnerne påpeger hermed kritisk forskellige politiske problemstillinger og udfordrer beskuerens forventninger og fordomme. Humoren benyttes som redskab til at sætte modsætningerne på spidsen, hvorved værkernes indholdssider kommunikeres på en ny - og i en politisk kontekst - utraditionel made.

I værkerne er det humoristiske forbundet med et forstyrrende element I hverdagslivet vante rytme eller forestillinger. Man chokeres ved den overraskende sammensætning af forskellige værdier; men grundprincippet synes at være humorens. Ved at bruge humoren som æstetiseringsform benyttes et dagligdagssprog, hvormed kunstnerne opnår en dialog på "gadeplan".

Nevin Aladag (Berlin): Familie Tezcan – er et portræt af en tyrkisk indvandrerfamilie med en temmelig utraditionel interesse. Videoen sætter på en varm og humoristisk måde fokus på globalisering, kultursammenblanding og nedbrydning af fordomme.

Tim Etchells (Sheffield): Kent Beeson is a Classic & an Absolutely New Thing. Videoen er en iscenesat monolog fremført af Kent Beeson, som er en mand hvis forestillingsverden bærer stærkt præg af mediernes påvirkning og forestillingen om et stereotypt idealbillede.

Ki wa (Tallin): Graffiti Patrol. Værket spiller på retten til, at give sin mening til kende via en direkte konfrontation og det mærkelige I at spørge om lov til noget, som på forhånd er indlysende umuligt i en specifik given situation.

Michael Mørkholt (Århus): Motorforstærker. En video om en cykeltur i Århus midtby, der handler om retten til at ytre sig (råbe højest) i det offentlige rum.

Fernisering: D. 7. april 2004 kl. 17-
Udstillingsperiode: D. 8. april – 25. april 2004, tors.- søn. kl. 13-17

Udstillingsstedet rum46 er støttet af Århus Kommunes Kulturpulje



RELEVANTE LINKS