www.rum46.dk
Screening af filmene Lift og Calais, the last border
11 Nov, 2005 -
11 Nov, 2005
Marc Isaacs (UK)
Video- og filmvisning

Klik på billedet og se flere billeder
Pressemeddelelse - Udstillingsstedet rum46 byder velkommen til udstillingsforløbet NEOTRIBES. En undersøgelse af moderne fællesskabsstrukturer. Pressemeddelelse: rum46 præsenterer en filmaften med værker af Marc Isaacs ( UK ), som en del af udstillingforløbet Neotribes.
Marc Isaacs ( UK ), Viser filmene LIFT og CALAIS, the last border, Filmene vises den 11. november, 2005, kl. 19.30

Marc Isaacs første film LIFT har vundet en lang række af priser og været vist på adskillige filmfestivaler verden over. Også i England har den vakt usædvanlig begejstring. Marc Isaacs installerer i filmen sig selv med et videokamera i en elevator i et af Londons højhuse. Beboerne i huset fatter med tiden tillid til ham og begynder at afsløre nogle personlige ting til ham. På den måde får Marc Isaacs lavet et humørfyldt og bevægende portræt at et vertikalt multikulturelt samfund.

Med den anden film som vises til arrangementet har Marc Isaacs skabt et et portræt af en række personer og af den franske by Calais, som er sidste stop og barriere for flygtninge og indvandrere før de måske når drømmen om noget bedre i Storbritannien. Calais er desuden et yndet udflugtsmål for indkøbsturister fra england.

Alle er velkomne til arrangementet. De to film varer tilsammen cirka halvanden time og der er gratis entré.

NEOTRIBES

En undersøgelse af moderne fællesskabsstrukturer

Tænker du dig selv som en del af en stamme? Eller tror du, stammer er et forhistorisk levn på vores breddegrader. Så tænk Neotribe.

Neotribes er en moderne definition på samtidens stammedannelse. En form for stammedannelse, som tager sit afsæt i en generel længsel efter fællesskabsidentiteter. En længsel efter et tilhørsforhold og et sted at høre hjemme. Neotribes er en form for stammedannelse, der danner afsæt for lokalt funderede identifikationsmuligheder der knytter sig emotionelt til en gruppe, som et tilhørsforhold gennem den stærke følelse af at høre sammen. Den er fremelsket af nostalgien om det førmoderne samfunds mytiske konstruktion af harmoni og det emotionelle sammenhold i lokalsamfundene af dengang før verden gik af lave. Modsat de førmoderne stammerelationer og lokalsamfund fungerer den moderne neotribe dog uafhængig af tid og sted. Den moderne neotribe fungerer kun som et midlertidigt tilhørsforhold – som en slags transit. Det moderne menneske bevæger sig konstant og det bevæger sig hele tiden fra en stamme til en ny afhængigt af hvor i livet du som menneske befinder dig.

Se, mærk og vær med når de fire kunstnere Berit Nørgaard(dk), Sonja Lillebæk Christensen(dk), Amy Plant(uk) og Marc Isaacs(uk) hver giver deres bud på, hvordan de ser det moderne samfunds konstruktioner og muligheder for stammedannelser på tværs af tid og rum. Derudover vil Lektor ved Århus Universitet Henrik Kaare Nielsen belyse det teoretiske afsæt for den moderne kulturforståelse.

Rum46, Studsgade 46, 8000 Århus C www.rum46.dk, tlf.:86 20 86 25;

Rum46 og Neotribes er støttet af: Århus Kommunes Kulturpulje, Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kunstrådet og Århus Amt



RELEVANTE LINKS