Fredag d. 18. februar 2005 kl. 16.00 inviterer rum46 til reception på værker og interventioner af kunstnergrupperne:

Lan-Thao Lam (Vietnam/Can) og Lana Lin (TW/US),
Nis Rømer, Marie Markman og Jesper Dyrehauge (DK) samt
16Beavergroup (US).


Lan-Thao Lam og Lana Lins værker rejser spørgsmål om det system, der legitimerer immigranters status og reflekterer over, hvorledes en nation identificerer dets borgere og beskytter dets grænser. På udstillingen vil Lam og Lin vise en mængde fotos fra immigranters identifikationskort. Tusindvis af ansigtsløse udklip fylder vægge og vinduer i rum46; et mangfoldigt portræt af ikke-identificerede (non-placed) mennesker - fanget mellem synlighed og usynlighed.
Lan-Thao Lam og Lana Lin præsenterer endnu et værk, som tager fat på det kapitalistiske systems væsen og iscenesætter en valuta, der introduceres i det danske økonomiske system.

Nis Rømer, Marie Markman og Jesper Dyrehauge introducerer nyt inventar i byen i form af mobile bænke. Bænkene bliver placeret forskellige steder i Århus bymidte. Det er midlertidige indgreb, som sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man opholder sig i byen, og hvordan adfærd bliver skabt og reguleret gennem byinventar og offentligt design. Bænkene åbner for et mere fleksibelt byrum, hvor man kan indrette sig, flytte sig efter solen og danne nye sociale rum.

16Beavergroup afholder en række events lørdag d. 19 og søndag d. 20. februar, der kombinerer det sociale med kritiske komponenter og søger at diskutere de tre begreber som rum46 har som hovedtema for udstillingen: frihed, lighed og broderskab.
BRODERSKAB: Middag og diskussion - Lørdag d. 19 februar vil 16Beavergroup lave middag til de folk der ønsker at deltager i aftenens debat om emner relevant for Solidarity UNLIMITED? Mød op i rum46 kl. 17.30 og ta’ en ingrediens med til den forestående middag.
FRIHED: Gåtur – Søndag d. 20 februar vil 16Beavergroup arrangere en gåtur gennem Århus by. Turen vil gå gennem bestemte steder, hvor solidaritet trækkes frem som et emne: kvarterer, gader, eller andre steder, hvor narrative strukturer kan aktivere den teoretiske ramme omkring Solidarity UNLIMITED?
Mød op i rum46 kl. 13.00 og vær med til at udforme ruten.
LIGHED: At dele ideer – Søndag d. 20. februar vil 16Beavergroup lave en screening af videoer som 16Beavergroup har indsamlet i forbindelse med en udstilling i Singapore. Mød op i rum46 kl. 17.00 og få mere at vide om kunstnerne og deres produktioner.

Projekterne rum46 præsenterer d. 18. februar er alle udtryk for kunstpraksisser, der sætter sociale,politiske og økonomiske processer og problemstillinger i spil. Kunstnerne fokuserer på repræsentationen, marginalisering af mennesker, politiske beslutninger, der har direkte effekt på bestemte gruppers liv. Via interventioner i en urban kontekst sætter alle frihed, lighed og broderskab til debat.

Kunstprojektet Solidarity UNLIMITED? Frihed, Lighed, Broderskab startede i efteråret 2004 og løber frem til april 2005. Med nye vinkler på mellemmenneskelige relationer har vi inviteret en række internationale kunstnere, aktører og foredrags- holdere til at sætte Frihed, Lighed, Broderskab på dagsordenen i den aktuelle sociale og politiske hverdag i Danmark.

Alle er velkomne til receptionen fredag d. 18. februar kl. 16.00 i rum46, Studsgade 46, Århus C.

Åbningstider torsdag til søndag kl. 13- 16 d. 18. februar til d 13. marts 2005

Læs konceptbeskrivelsen for Solidarity UNLIMITED? Liberty, Equality, Fraternity

Read the english version of the concept for Solidarity UNLIMITED? Liberty, Equality, Fraternity
Jesper Dyrehauge, Nis Rømer, Marie Markman
16Beaver
Lana Lin og Lan-Thao Lam
Solidarity UNLIMITED? Frihed, Lighed, Broderskab er støttet af Århus Kommunes Kulturpulje, Århus Amt, Kunststyrelsen & LO